tirsdag den 31. maj 2016

Lær at slappe af


Da jeg udgav min søvnguide tikkede det samme spørgsmål ind et par gange til punkt 8. Det punkt der hed: Hvil dig. SLAP AF. Slap af nu. Slap nu af. For dælen.

Spørgsmålet blev stillet af nogle, der ligesom jeg har langvarige følger af en hjernerystelse.  De spurgte: Ja, det er fint, men HVORDAN slapper du af?

Jeg blev simpelthen så glad for det spøgsmål. Ikke mindst fordi at jeg har skammet mig gul og blå over at være så eminent dårlig til at slappe af (Nu er jeg også dygtigt - som i UG og kryds og slange - til at skamme mig, men alligevel).

At heale sig selv ovenpå et hovedtraume (eller alle mulige andre traumer) kræver en god balance mellem at være ude i verden og øve sig og så smutte hjem og slappe af. Det er ligesom det en sygemelding går ud på. Lig dig ned. Bliv rask.

Sagen er bare den, at hvis jeg ligger mig ned, så er hele min krop meget ofte i fuldt i alarmberedskab. Mine muskler er anspændte. Min nakke er anspændt. Jeg har måske hovedpine. Måske kvalme. Mine tanker banker rundt i mit hoved. I den situation er det allerrareste at "dope" sig selv med en omgang iphone. Så mærkes det ikke helt så slemt. Du kender det med garanti også, selvom du ikke har et hovedtraume. (Og ja, det er jo helt tosset, for det er kun på den korte bane, at det "virker").

Det er først, når jeg er afslappet, at jeg kan hvile mig. Og det er først når jeg kan hvile mig, at jeg kan sove. Det er BUM-sikkert, at hvis jeg ikke har kunne hvile mig i løbet af dagen (aka min krop har været SÅ rastløs, at jeg har ligget og vippet med fødder og fingre og været ved at flå mine hørebøffer af tusind gange under healingsmeditaitonen, fordi jeg bare ikke kan udholde al det kropslige ubehag (og det her kender du også. Prøv at sidde helt stille i 10 min og kun fokusere på dit åndedræt. Svært. Ja)). Men den type oplevelse er et lille rødt flag der vinker. Hvis jeg ser og anerkender den rastløshed, så ved jeg, at der er fare på færre. Hvis ikke jeg sætter benhårdt ind på at få mit nervesystem i ro, vil jeg ikke kunne sove den nat. Jeg vil ligge og karte rundt fra kl 22 til 2-3 stykker. Og så er fanden løs dagen efter.

Så hvad er min pointe? Min pointe er, at det kræver benhård disciplin at lære at hvile, hvis man ikke kan det i forvejen. Jeg har aldrig tidligere kunne hvile mig midt på dagen. Den skulle jeg jo have noget ud af. Dagen. Jeg kunne ikke bare ligge der og dangdere den. Så jeg sprang rundt og havde gang i tusind projekter. Og havde en fest med det. For typer som mig, tror jeg det er sværere at lære at hvile sig, end dem der altid har haft let ved det. Men jeg ved det ikke. For det kropslige ubehag der sætter ind ovenpå en hjerneskade er så massivt, at de fleste vil få lyst til at flygte handlingens vej, vil jeg tro. I stedet for at være tilstede i nuet. Føj, nuet. Det kan virkelig være en led sag.

Okay, hvad er det så for en disciplin, man skal opøve, for at kunne: A) hvile, så man kan B) sove.
Det er i virkeligheden alle de 10 punkter fra Søvnguiden. Men nærmere bestemt så er det at holde øje med, hvordan du håndterer punkterne fra søvnguiden. Er du begyndt at skippe dine pauser? Glemmer du at sætte tid af til dit aftenritual? Orker du ikke lige tage din magnesium? Tænker du at du godt lige kan hoppe dagens meditation over? Hvis ja, så er du (hvis du er som mig) højst sandsynligt på vej ned af en sti som fører væk fra dyb og rolig nattesøvn og ned til den by, hvor du skal tisse konstant og dine tanker holder dig vågen.

Tit begynder jeg at skippe pauserne, når jeg er lidt for travl. Jeg mister simpelthen overblikket. Det kan også ske, hvis jeg vil være lidt sød ved mig selv (som I andre kender fra: du behøver ikke at børste tænder i dag/du må gerne spise to bakker flødeboller/du må gerne blive ude og danse til klokken 7 om morgenen selvom du skal arbejde næste dag): dvs lige præcis den slags "sød-ved-mig" der er aldeles kortsigtet. En tredje variant er at jeg synes det er synd for mig. Synd for mig hele tiden at skulle være så disciplineret. Andre behøver jo ikke hele tiden at ligge og lave kropsscanninger, energi-øvelser og droppe kaffe/alkohol/sukker for at kunne sove. Ergo er det synd for mig. Det giver  - SURPRISE - præcis samme resultat som være "sød ved mig".

"Scor og slap af". Kan du huske ham? Jeg tænker tit på det. Scor og slap af. Gør en masse - og slap af. Slap helt af. For din skyld. For dine nærmestes skyld.



mandag den 30. november 2015

Novembernoter #7: Juleharlekinshåndklæder


I dag er det sidste dag i november, så jeg når liiiige præcis en sidste omgang novembernoter. Det blev til 7 ialt. 7 er mit lykketal, så det er lige, som det skal være. Jeg har ligget underdrejet nærmest hele måneden (sådan føles det i hvert fald) kun afbrudt af en weekend i Amsterdam, hvor jeg ikke var blevet ordentlig frisk, så jeg tog lige en omgang mere på den anden side.

MEN Amsterdam var fantastisk. Jeg har masser af gode fif at dele med jer. Det kan I godt glæde jer til.

Jeg havde også fødselsdag sidste uge. Jeg fejrede den blandt andet med en ordentlig omgang hav-bad og gus. Solen væltede ned og gusmesteren spillede musik med et klassisk kor. Det var helt magisk og meget eventyrligt at sidde der og styrtsvede med udsigt til Øresund i den stemning. Apropos fødselsdag har jeg opdaget, at tichtach har haft 4 års jubilæum, helt uden at jeg har fejret det. Så for nu vil jeg da lige råbe: Hurrrrraaaaa! Jeg er stadig så glad og taknemmelig og på røven over alt det fantastiske, den her blog har ført med sig. Tak for det og tak for jer.



Sidste år lavede jeg en julet version af harlekinshåndklæderne. Den opskrift er stadig tilgængelig lige her på bloggen og din kvit og frit. Du kan vinde opskriften lige her: Juleharlekinshåndklæder. (Ha ha, det var faktisk en tastefejl, men en god en af slagsen. Der er vildt mange julekalendere i cyberspace (bruger nogen overhovedet det ord længere??). Men her har du altså vundet bare sådan BUM og uden videre. Til gengæld er der altså ikke hjælp eller support på en gammel opskrift som denne. Jo, hvis du er heldig, og jeg nemt kan svare. Men som udgangspunkt må I finde hjælp hos hinanden på Instagram og her på bloggen.

Hvis du klemmer håndklædet ind i rækken af alle de fantastiske ting, som du med garanti har planer om at lave i december, så del endelig resultatet på Instagram. Og jeg har selvfølgelig valgt et hashtag, som er en liiiiille smule svært at ramme korrekt, hvis man har drukket for meget jule-gløgg. Det er sådan en slags test.

KH
Tina


onsdag den 11. november 2015

Novembernoter #6: En overtrukket energikonto


Jeg ligger syg. Bum. Så det bliver nok en kort novembernote. Troede egentlig at jeg skulle ligge og putte og droppe hverandendag-skriveriet til fordel for helbredet. Men nu går det lidt bedre. Så her har I mig.

Jeg har spurgt migselv, hvorfor jeg er syg. Og det er ret soleklart. For det første var der det med, at jeg (igen) bøvler med, at jeg først sover før langt ud på natten. Det bliver man altså meget let syg af. Så jeg har i allerhøjeste grad brug for min egen søvnguide (og hey TAK for den fede respons på søvnguiden både her og der og alle vegne. Det gør mig glad i låget). For det andet har jeg tippet balancen mellem at være ude i verden og trække på energikontoen - og at være inde i min egen verden og lade op på kontoen. Jeg vidste det mens det skete. Men det var simpelthen så dejligt at være ude i verden. Har både været til en fredagsbar, været hos min kære veninde, som jeg ikke har set virkelig længe OG været til dans indenfor få dage. Så jeg vidste det godt imens. Kunne sagtens mærke at jeg kørte på nogle reserver, som jeg ikke rigtig havde.

Så sådan er det. Det er ok. Min krop er klog. Den får mig helt ned i tempo igen, så jeg kan være god ved den og mig og tage lidt ved lære og huske at gå lidt tidligere hjem næste gang. Det gør stadig ondt. Jeg mener, jeg går i forvejen virkelig tidligt hjem i forhold til, hvad jeg gjorde i gamle dage. Før melt down. Men der er altså ikke længere noget, der hedder plejer. Det hedder at mærke, hvor jeg er lige præcis i dag. Nogen gange betyder det, at jeg kan præcis, hvad jeg kunne i gamle dage. Andre gange at jeg kan en promille.

Nå, nu begynder jeg at svede og glemme hvad jeg skriver om. Jeg logger ud igen og strikker videre på en benvarmer, som bliver virkelig lang. Jeg er meget spændt på, om jeg også får lavet nummer to. Og hey, så er det i øvrigt nymåne i dag, hvis du er sådan en som mig, der går op i den slags.

KH
Tina

Husk, Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side (klik her) i stedet for. Der kan du også LIKE tichtach. Så får du besked, hver gang der er nyt på bloggen.

mandag den 9. november 2015

Novembernoter #5: Top 10 soveguide for voksne


For tiden skriver jeg med en gammel veninde, som har fået depression og ikke kan sove om natten. Jeg kom med gode råd (selvom gode råd er et farligt område at begive sig ud i. Jeg tror mest på, at man kan fortælle, hvad man selv har gjort - og så må den anden plukke og hente det, der kan bruges, og smide resten ud. Årsagerne til problemet kan ligge vidt forskellige steder, selvom problemet hedder det samme).

Nå, men et af mine "gode råd" var meditation og yoga. Det kunne hun ikke overskue. Da hun svarede det, slog det mig, at selvom jeg viste, at det ville være det allerbedste for hende, så var det også som at bede en ammende mor om at tage en uge til Madrid uden sit spædbarn. Man kan godt, men man vil ikke. Fordi det gør så ondt i kroppen bare ved tanken. Hvis du skal meditere så er du tilstede med din uro og søvnløshed. Og det kan faktisk være en meget voldsom og ubehagelig oplevelse.

Det fik mig til at tænke på, hvad der egentlig har hjulpet mig i mine søvnløse perioder. Det slog mig, at der er flere forskellige faser i det for mig. "Sjovt nok" kan jeg igen ikke sove. Det er ellers gået virkelig fremragende det sidste halve år. Men nu er vi flyttet fra kolonihavestilhed til lejlighed. Fra kulsort nattehimmel og jordkontakt til wi-fi-net i massevis og etageegendom. Selvom jeg havde overvejet muligheden for, at det ville ske, er jeg ret overrasket over, hvor massiv forskel der er i mit sovemønster.

Okay, disse to ting i kombination har givet mig lyst til at lave min helt egen soveguide. Mest af alt fordi jeg har brug for at gennemskue, hvad der faktisk virker bedst for mig. Hvis I andre kan få glæde af den, så er det jo fjong. Men pluk dem, som giver mest mening for dig. For det er kombinationen der virker. Virkelig træls. Fordelen ved sovepiller er, at det bare er en pille. Den slags råd jeg kommer med her kræver disciplin og vedholdenhed.


Den akutte-panik-fase - Du har så meget uro i kroppen, at du har svært ved at tage lure midt på dagen. Du sejler rundt af træthed. Når du  går i seng, falder du i seng klokken 2, hvis du er heldig. Klokken 3 er mere realistisk. Når du vågner er du næsten mere træt, end da du faldt i søvn.
  1. HVILE: Der er 5 søvnstadier. På de første to stadier føles det, som om du ikke har sovet, hvis du vågner. Men faktisk kalder lægerne det overfladisk søvn. Kroppen har fået hvile, selvom det overhovedet ikke føles sådan. Jeg blev sådan WUUUHU, da jeg opdagede det. Det tager den værste panik (= absolut skidt for søvnmiljøet) ud af søvnløsheden. Hvile er så meget bedre end ikke-hvile. Også selvom det ikke er dyb søvn. Når jeg ligger og ikke-sover, så tænker jeg nogengange, at jeg i hvert fald på ingen måde har lyst til at stå op og rejse mig, hvis nogen sagde, at klokken var 8 om morgenen. Det hjælper mig nogengange til at mærke en hvile, der trods alt er der.
  2. TAL PÆNT: Det hjælper mig at tale beroligende til min paniske, overtrætte hjerne: "Kære hjerne. Hvor er det dejligt, at vi ligger her og hviler os. Selvom vi ikke sover, så får vi dyb hvile af at ligge her. Dynen er blød, vi er støttet af madrassen. Vi får hvile, også selvom vi måske ikke kommer til at sove. Men det gør vi nok. Lige om lidt". Den slags. Tal til dig selv, som du ville tale til et lille barn. De færreste ville sige: "Se, nu sover du ikke, så kommer du til at være helt vildt smadret imorgen. Du kommer ikke til at kunne lege med de andre børn, for du vil slet ikke kunne koncentere dig. Måske kommer du aldrig til at kunne sove mere. Måske tager din hjerne varig skade af, at du aldrig sover. Fald nu i søvn! NU!". Nej vel? Så drop at tal sådan til digselv. Så bliver man bare endnu mere ked af det og udmattet. 
  3. STIMULANSER: Ingen kaffe (eller sort the eller alkohol). I know, det gør ondt på de fleste. Men da jeg i flere år havde sovet absurd dårligt, så droppede jeg fra den ene dag til den anden kaffen. Det gjorde underværker. Ikke lige med det samme. Men efter den første måned kunne jeg sove igen. Jeg opdagede, at når jeg på koffein-ren-krop tog en kop kaffe, så rystede jeg så meget på hænderne, at jeg næsten ikke kunne hækle. Med andre ord blev mit i forvejen overbelastede nervesystem yders overstimuleret af koffeinen. Prøv at drop det - hvis du har brug for kaffe for at holde dig kørende, så er det nok i det hele taget et tegn på, at din krop er i underskud af hvile. Det var i hvert fald min oplevelse.
  4. MAGNESIUM: Som tilskud om aftenen, før du skal sove. Det hjælper mig helt vildt. Tit når jeg ikke kan sove, så opdager jeg, at jeg har glemt at tage min magnesium. Den kan tages som piller eller som spray direkte på kroppen (især godt hvis du også har nakkespændinger). Jeg tager det også nogengange som epson-fodbad før sengetid.
  5. OMEGA 3-SHOT: morgen og aften. Fordi det gør underværker for dit og mit flossede nervesystem. Du skal endelig bruge en flydende olie uden omega 6 (som stresser kroppen). 
  6. FASTE SENGETIDER: Lig i høkassen senest kl 22. Med mørklægningsgardiner, ingen lysene dingenoter, ingen telefoner (stil dem på fly, hvis de absolut skal være i soveværelset). Ingen wi-fi. Put dig fx kl 21 med en dejlig lydmeditation eller musik/podcast (min kæreste falder tit i søvn til en fodbold-potcast. Det behøver altså ikke være panfløjter og bølgeplask (som jeg elsker)). Brug det, der virker for dig. 
  7. PUTTE-RITUALER: Kod din krop til at vide, hvornår den skal sove. Du behøver måske ikke sådan en dåse som spiller vuggeviser. Men tænk alligevel i den dur af, hvad du ville gøre for et spædbarn. Lav nogen dejlige ritualer for dig selv. Det vigtigste er det, du ikke skal gøre. Jeg har opdaget, at hvis jeg holder min hjerne aktiv med facebook og planlægning efter kl 20, så har jeg sværere ved at falde i søvn. Så når det lykkes for mig (og det er edderdytme ikke altid), så er det nej til al planlægning, tænkning og nye input fra senest kl 21. Helst kl 20. I stedet forsøger jeg at skrue op for drosle-ned-aktiviter som: stille og rolig opvask, rydde lidt op, dæmpe lyset, høre dejlig musik, skrive dagbog og/eller taknemmelighedsdagbog, tage magnesiumfodbade, massere fødder, tage et bad - alt der får nervesystemet i ro. Absolut ingen beslutninger eller tv eller computer.
  8. HVIL OM DAGEN: Hvil flere gange i løbet af dagen. Træn dit parasympatiske nervesystem til at være i ro. Hvis du finder dagens første ro, når du rammer nattepuden for at sove, så er det ikke så mærkeligt, at dit hjerte hamrer derud af og din hjerne går grassat i kaosfortællinger og verdens bedste ideer og to-do-lister i et stort sammensurium. De pauser har jeg virkelig opdaget, at jeg bliver nødt til at tage i løbet af dagen. Det kan være voldsomt grænseoverskridende, hvis kroppen er depressiv/angst/overbelastet. For så er det dybt ubehageligt at mærke efter. Men som tiden går, så hjælper det rigtig meget. (Og her kunne jeg så skrive i timer om, hvordan man tager de her pauser, for det har jeg virkelig skulle lære fra niveau absolut-ingen-anelse-om-hvordan-man-tager-nærende-pauser. Men nok for nu).
  9. Og nu kommer de lidt mere komplicerede råd, som har gjort den største forskel for mig, men som også kræver ret meget selvdiciplin og insistern på at ville gøre det godt for sig selv. STABILT BLODSUKKER. Det betyder at droppe sukker i din kost. Alt sammen. Også det der gemmer sig. Det gemte sukker er det du finder i færdigretter. Men det er også simple kulhydrater som hvidt brød, pasta, hvide ris osv. Ud med alt det. Ind med grøntsager og proteiner og masser af fedt. Det har taget mig over et år at lære det. Og jeg var alt for hys med det i starten, så det blev et uoverkommeligt projekt. MEN, da jeg så gik fra at være (det ernæringsterapeuterne kalder) sukkerforbrænder til at være fedtforbrænder (hvor kroppen er i såkaldt ketose), så skete der det, at jeg sov med et brag kl 22 og ikke var til at vække igen før næste morgen. OG jeg vågnede udhvilet. Det er nærmest magi. Nu tror jeg ikke det er sundt at være i ketose hele tiden. Men meget mindre kan gøre det. Et stabilt blodsukker giver meget mere ro på kroppen. Mit første skridt var at begynde at time mine kulhydrater, så dem jeg spiser, dem spiser jeg hovedsageligt efter kl 15. 
  10. SOV ALENE: Okay, måske sover du allerede alene. Men hvis du har partner/børn, så sover du sikkert meget sjældent alene. Hvis jeg er i akut søvnunderskud, så er den største gave til mig (og min kæreste!) at jeg får et par nætter alene. Hvor jeg ikke kan mærke, når andre vender sig, lytte til deres søvnlyde og bare føle mig mere og mere vågen. Alenesøvn er nu engang den dybeste søvn. Lige så dejligt, som det er at sove sammen, når man bare er almindelig sovetræt, lige så barskt kan det være, når man er vold-træt. Vi har prøvet mange modeller: En i kolonihave, en i lejlighed. En i sengen, en på sofaen. En på mini-ferie, en anden derhjemme. What ever! Nogengange kan bare sceneskiftet i sig selv gøre underværker. At samle sin dyne sammen og traske ind i stuen. Ikke med en stemme i hovedet der hedder "eeej, se, jeg kan ikke sove og nu skal jeg ovenikøbet også sove på sofaen". Men ved at give sig selv en gave: "eeej, se hvor godt jeg tager mig af migselv og respektere min nattesøvn. Nu putter jeg lige Me, Myself and I herinde i ro og fred".
Sådan. Det er mine 10 bedste soveråd. Der er meget mere at skrive om det. Ikke mindst glimrer yoga ved sit fravær. Men det må være nok for nu.

Jeg sidder og tænker på, hvad jeg selv skal skrue på. Det er klart punkt 7. Herinde i storbyen bliver jeg ikke automatisk træt, fordi lyset hele tiden banker ind fra lygtepælene udenfor. Jeg opdager simpelthen ikke, hvornår det nærmer sig sengetid. Det må jeg se at fortælle min krop. Det er ikke nemt, for det er også drønhyggeligt at rulle sig sammen i sofaen med en ipad. Men et blå lys forstyrrer mine søvnhormoner og holder mig vågen til klokken 2-3 stykker om natten. Så det er no-go.

Og så skal jeg kigge punkt 3 og 9 dybt i øjnene. For det er som om, at byen øger min trang til kaffe og chokolade. Jeg tænker, aaaaah, det gør da ikke noget. Men det gør det så åbenbart. Jeg har i hvert fald igen fået smadret min søvnrytme.

Nå, okay, bum, jeg er faktisk lidt spændt på, hvordan I modtager min søvnguide. Det er noget pænt andet end hækleinspiration. HOV; hækling, det er ikke med i guiden. Men: Selvfølgelig er hækling /strik fuldstændig fremragende at lægge ind i putte-ritualet. Det er bare vigtigt, at det er evighedsprojekterne og ikke komplicerede og nye projekter. Hver ting til sin tid. Og når det er sengetid skal det være ren comfort-hækling og ikke koncentrationshækling.

Sov godt derude - og del endelig dine bedste råd herinde. Jeg har jo bare skrabet i overfladen. Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side (klik her) i stedet for. Der kan du også LIKE tichtach. Så får du besked, hver gang der er nyt på bloggen.

KH
Tina

   

fredag den 6. november 2015

Novembernoter #4: Om børnepassion og om at skrive


Hvis du gerne vil finde dig en passion - på hobbybasis eller til at leve af - så har jeg tit hørt det råd, at du skal finde tilbage til, hvad du elskede at lave som lille. Hvad du slet ikke kunne lade være med, hvor tiden forsvandt.

For mig var det at skrive.

Jeg udgav mine egne magasiner. Hjerte ES, hed de. Jeg sad ved mine forældres gamle skrivemaskine og bankede hver enkelt bogstav gennem farvebåndet og ind i papiret. KLAK! Magasinerne havde alt, hvad jeg syntes, et magsin skulle have. Der var brevkasse, krydsord, noveller, nyheder, penneven-annoncer og masser af illustrationer. Måske en lille gave. Og ja, min største inspiration har nok været min mormors Familiejournalen, som jeg altid læste, når jeg var hos hende og min morfar på deres gård. Der kunne man sortere knapper (yndlingsbeskæftigelse), lave hule ude i den gigantiske have eller løse krydsord i Familiejournalen. En sjælden gang i mellem tog vi ind til Ruth. Så skulle vi have det fine tøj på, og så kørte morfar os ind til Tårs og Ruth. Ruth var en butik fyldt med duftsæbe og klistermærker. KLISTERMÆRKER. Jeg elskede det. En af mine bedste sommerferier var en uge, hvor jeg havde fået nogen specielt gode ark. Jeg strøg direkte tilbage på gården og skrev en roman - Ferie på Palmeøen, hed den (Den har så helt klart været inspirert af de ferier vi ikke var på. Vi var altid i hytte i Norge eller Sverige, mens de andre fra klassen var på charter på Grand Canarie. Jeg var ved at krølle sammen af misundelse. I dag ville jeg udsætte mine børn for præcis det samme. Ha).

Nå, men romanen var udformet sådan, at alle de ord jeg overhovedet kunne, var erstattet af et klistermærke. Fx: De spiste en (hotdogbillede). Og hey, jeg var jo bare så meget forud for min tid. Total instagram-roman! Fyldt med klistermærke emojies.

Jeg blev ved med at skrive. Engang i niende klasse skrev jeg en stil på over 10 maskinskrevne sider. En fremtidsroman.

Og så var der alle pennevennerne. Jeg elskede at skrive og modtage breve. Det har helt klart hængt sammen med, at det med at gå i folkeskole var en umanerlig barsk oplevelse for en sensitiv pige, som meget hurtigt lærte sig, at vejen gennem de uendelig skoledage var at spille død. Spille død og holde vejret. Så jeg var meget nem at drille på mobbemåden. Fordi jeg ikke anede, hvordan man stod op for sig selv. Men når jeg så kom hjem fra skolen, så var der breve i postkassen. ÅÅÅÅÅHR; det var det bedste!

Efter gymnasiet skulle jeg vælge uddannelse. Jeg overvejede alt fra kogleplukker til lærer (fordi det syntes min far). Men det var jo kun et splitsekund siden, at jeg havde siddet med store øjne i klasseværelseet, dag ud og dag ind, og set voksne mennesker bryde sammen under presset fra vores skoleklasse. Såeh, nej tak til det.

Men jeg vidste, at jeg kunne skrive. Så jeg begyndte at læse dansk på universitetet.

Nooooooooo. Bummer. Ud over at møde nogle fantastiske mennesker og lige så langsomt begynde at opbygge en snert af selvværd, så var det katastrofalt for min kærlighed til ord. Jeg blev panisk angst for ikke at være akademisk nok, og pludselig var ord ikke bare ord, de hørte til ismer og skulle endevendes, og det var kun rigtig fint, hvis det var post-strukturalistisk. Og jeg kunne godt regne ud at Ferie på Palmeøren og mine fremtidsromaner stadig var meget tættere på det familiejournal-ophav end det fin-litterærere. Og fordi jeg allerede havde rigtig god træning i at føle mig forkert, begyndte jeg at skrive meget akademisk og skrev, hvad jeg forestillede mig at andre forventede af mig. Sådan mere eller mindre.

Jeg droppede ud. Men der gik ca 7 år før jeg begyndte at læse for min fornøjelses skyld igen. Skrive gjorde jeg stadig. I mine dagbøger. Jeg har dem stadig allesammen. Der er overdrevet mange. Jeg startede med at skrive i en af dem med hænglås og siderne var lyserøde, lysegrønne eller lyseblå. Der var jeg ni år.

På en måde er det dejligt, at jeg sidder her små 30 år senere og stadig skriver løs. I min dagbog om aftenen (selvom jeg mere har lyst til at kalde den en journal, hvis ikke det lød som om, at jeg så sidder og skriver lægeakter) men også her på bloggen. Det giver bare rigtig god mening. Og det allerfedeste er, at jeg har rystet mig helt fri fra de akademiske forventninger, jeg havde til mig selv. Jeg må skrive vrøvleord. Jeg må lave alle de anglificeringer jeg orker. Jeg må starte sætninger med og. Mange gange i træk. Jeg må blande engelsk og dansk. Jeg må komme med udbrud. Jeg må lige hvad jeg vil og det er OVERDREVET fedt, at jeg også må skrive med VERSALER lige når jeg vil. Det er lige til at blive glad i låget. Og det er præcis et af formålene med de her novembernoter. At gøre migselv glad i låget over at få nogen af alle de ord og betragtninger ud i verden, som ellers bare svirrer rundt inde i mit hoved.

Laver du stadig det, du syntes var allersjovest, der du havde mest flow, da du var lille? Og hvad mon det var?

Knus fra Tina

PS Dagens foto er fra vores sommerferie i Grækenland, Lesbos. Start where you are. Use what you have. Do what you can. Yir! Så simpelt og samtidig ret svært at efterleve nogen gange. Fx sidder jeg hele tiden med en lille stemme, som siger: hvorfor skriver du det der? Hva? Om hvad du skrev, da du var lille. Hvorfor det? Hva? Er det vigtigt? Overhovedet? Men hey, jeg vil i gang med at skrive igen. Fordi jeg skal. Og vil. Og så bliver det altså her i den form, som falder mig lettest lige her på hæklebloggen. Fordi: Start where you are. Use what you have. Do what you can. 

PPS Hvis du ikke kan kommentere, men gerne vil, så hop ind på min facebookside og kommenter der. Der kan du også LIKE min side - så får du besked, når der er nyt her på bloggen.