søndag den 11. maj 2014

#Harlekinshåndklæder - spørgsmål og svar


Der er tikket en hel del spørgsmål ind til de harlekinshåndklæder, som Hendes Verden bragte opskriften på i denne uge. I stedet for kun at besvare dem på mail, har jeg valgt at flytte spørgsmålene og mine svar herind - for hvis en har spørgsmålet, er der nok sandsynlighed for, at andre har det samme. 

1. Er der ikke en fejl i opskriften? (opdateret 7 aug 2014)
Hvis du sidder med opskriften fra Hendes Verden, er du måske ved at bide garnet helt i stykker. Opskriften er ret forvirrende skrevet (og det er ikke Hendes Verdens skyld). Nå, men fortvivl ikke. Jeg har udgivet opskriften her på bloggen og her er redigerede opskrift.

2. Sådan hækler du i luftmaskebue
Hvordan hækler man i luftmaskebue? Et spørgsmål som tager 2 sekunder at vise i virkeligheden og som til gengæld har fået mig til at stirre ind i skærmen i 15 minutter. Hvordan forklarer man det? Men altså, jeg forsøger: I det meste af mønsteret laver du stangmasker ovenpå allerede eksisterende stangmasker, ved at slå om, stikke nålen ind i masken nedenfor, slå om igen osv. Når det ikke er en fastmaske men en luftmaske man er kommet til, så gør man næsten det samme - undtagen at stikke nålen igennem en maske. I stedet slår du om, stikker nålen under/gennem luftmaskebuen, slår om igen osv. På den måde får du en stangmaske, som er arbejdet omkring luftmaskebuen. På fotoet har jeg sat en ring om en stangmaske i en luftmaskebue.

(Du kan også sagtens arbejde stangmasken ind igennem luftmaskebuen, men det er ret besværligt og er rent æstetisk ikke en fordel for mønstret). 


3. Bomuldsgarn nr. 8 (som der anbefales i Hendes Verden)
Hvad er bomuldsgarn nummer 8? Her er det en af mine læsere, som er kommet med svaret, for jeg aner det ikke. Du kan se svaret i forrige blogpost. Mit svar er derfor: find et bomuldsgarn med en tykkelse, som svarer til hæklenål ca. 3. Hvis ikke du selv kan lure det, så kan en garnbutik helt sikkert hjælpe dig. 

4. Jeg er nybegynder - kan jeg være med?
Ja og nej. Hvis du er helt nybegynder, så vil du nok ikke kunne følge opskriften, som den står i Hendes Verden. Men hvis du følger den redigerede opskrift her på bloggen, så øges muligheden for succes - og der er forbløffende mange nybegyndere, som allerede har lavet stakkevis. 

5. Jeg går i stå når jeg skal til at spejlvende trekanterne. Hvordan gør man?
På Instagram kan jeg se, at flere går i stå netop her. Jeg har nu opdateret opskriften. Håber det hjælper. Jeg vil anbefale, at du prøver dig frem sådan lidt intuitivt, hvis ikke opskriftens ord giver mening for dig. 

6. Jeg kan ikke få det til at passe og det bliver skævt og ...
JUHU! Det betyder, at du hækler. Det er fantastisk. I min verden gør det ikke noget som helst, hvis der pludselig er forsvundet en stangmaske eller to. Du kan altid tilføje dem i næste række. Min anbefaling vil altid være at få en masse garn gennem fingrene. Hvis ikke det første bliver, som du ønsker, så gør det næste nok. Du skal bare have det godt imens. 

* * *

Hvis du er en af dem med spørgsmål, så stil det endelig her i kommentartrådet, så alle kan få glæde af svarene - og alle de fantastiske hæklere, der læser med, også har mulighed for at svare :-)

I det hele taget er det en ret vild oplevelse at have min opskrift ude i kiosker og supermarkeder rundt i hele landet. Det har jeg aldrig prøvet før og jeg har heller aldrig prøvet at skrive en opskrift af den længde, som på håndklæderne her. Så det er stadig med hjertet i halsen at jeg åbner de mails der tikker ind, for der kan jo sagtens gemme sig en kæmpe opskriftsbrøler mellem linjerne - jeg er trods alt opskriftsnovice.  

Der er flere der allerede har lagt deres #harlekinshåndklæder op på instagram med hashtag. Woooho, det er så vildt, og der er kommet så fine håndklæder og processer allerede, så kig endelig ind forbi og læg dit eget op.

I øvrigt: Det er søndag og jeg er dejligt træt og mat ovenpå Eurovisionen i går. Jeg var inde og se generalprøve sammen med min kæreste og jeg kan stadig ikke få hænderne ned over den scene og den grafik. Manner det var flot. 

Uh, og meget vigtigt: Stort velkommen til jer nye læsere, som er kommet til på det sidste. I er så hjerteligt velkomne :-)

KH og solrige søndagshilsener fra tina



10 kommentarer:

  1. Hvor er det cool at du nu er sådan 'udgivet'! (og på tide hvis du spørger mig). Og fedt med alle de roser, spørgsmål og hashtags. De er altså også bare så lækre dine håndklæder der. Som med alle dine opskrifter :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hjarmen, så spørger jeg da klart dig :-) Og kæmpestort TAK!

      Slet
  2. Tak for din skønne opskrift på Harlekin håndklæde. Det er så smukt. Jeg er nybegynder og har alligevel vovet forsøget. Efter nogle forsøg er det gået nogenlunde, MEN, jeg er nu kommet til og spejlvende 3 trekanter til 2 trekanter og så går det da helt galt. Kan du mon forklare hvordan jeg kommer ned på det antal masker, jeg skal bruge for at få de 11 luftmaskehuller??? Første pind efter at have sluttet de 3 trekanter. Er det til at forstå hvad jeg mener :) Mange hæklehilsner Lise Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hver dejligt at høre, Lise Lotte. Tak :-) Og hvor er du modig, virkelig sejt. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig - men det er længe siden jeg lavede mønsteret, så jeg skal lige sætte mig med det, for at kunne give dig et ordentligt svar. Så for nu skriver jeg blot for at sige: Jeg har hørt dig, og jeg skal nok vende tilbage, men det bliver desværre først på den anden side af weekenden. Håber du kan holde ud så længe :-)

      Og VELKOMMEN til hækleverdenen, altid så skønt når der kommer nye til, yayh!

      KH
      tina

      Slet
    2. Hej igen Lise Lotte. Jeg har luret lidt på instagram, og det ser ud til, at du har fundet melodien - JUHU! Ellers må du endelig spørge igen, så skal jeg forsøge at hjælpe - selvom jeg ikke kan love hurtigt svar her i den blomstrende sommer :-)

      Store hæklehilsener lige tilbage til dig.

      KH
      tina

      Slet
  3. oh I wish this was in English :-(
    the translator does not understand crochet and says crazy things!
    your design is delicious 💚

    SvarSlet
  4. Anonym6/28/2014

    Jeg er nu gået i stå ved rk 24. På billederne skal der være 3 trekanter. Hvis jeg ser rigtig. jeg får kun 2. Skal man ikke lave 1 lm og springe 1 m over. Også 20 stgm derefter. Håber det giver mening.
    Vh Bettina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bettina. JO du har fuldstændig ret! Jeg har tilføjet det i opskriften her på bloggen. Tusind tak for din hjælp!

      KH og rigtig dejlig sommer til dig!
      tina

      Slet
  5. Anonym4/05/2015

    Nu har jeg hæklet et par udgaver af dit fine håndklæde. I starten tænkte jeg ikke over det - der var jeg ikke så øvet, men efter at have læst andre opskrifter, så er der noget, som jeg ikke forstår. I 2. række - 42 stm. - 1 lm - 42 stm - jeg får det altså ikke til at passe - det er vel de to lm, man vender med fra 1. række, der tæller som den 1. stm og så 41 stm. - 1 lm. 42 stm? eller?

    Ps: Tak fordi du deler

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa! Åh hvor er det et godt spørgsmål - og jeg beklager, at jeg ikke har fået det besvaret noget før! Håber du ser mit svar alligevel :-)

      Dit spørgsmål er rigtig godt, fordi det belyser, at der er mere end en måde at vende på og mere end en måde at lave kant på. I denne opskrift tæller de to vende-lm IKKE som en stangmaske. De er så at sige usynlige i opskriften.

      Men det er ganske rigtigt, at vende-luftmaskerne i mange andre opskrifter tæller som en stangmaske.

      Forskellen på de to metoder er, at når du undlader at tælle lm-kæden som en stangmaske, så bliver kanten en lille smule ujævn. Men i min hæklefasthed betyder det, at det udligner sig, så kanten bliver helt lige, når jeg strækker det.

      Når du derimod tæller lm-kæden som en stangmaske, så kommer der et lille hul mellem den og den næste stangmaske. Det gør der i hvert fald hos mig.

      Det jeg har skrevet her afhænger selvfølgelig også af garntype og hæklefasthed. Men jeg håber i hvert fald, at du har fået svar på dit spørgsmål :_)

      PS: Selv tak :-)

      Slet

JUHU! Skriv endelig løs - intet er for lidt eller for meget!

Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side i stedet for (søg efter tichtachen - hvis du LIKER siden, får du også besked når der er nyt på bloggen). Du kan også finde mig på Instagram som @tinatichtach

KH
tina